Af. Aut. Psykolog Jesper Lundberg

Introduktion

Neurofeedback (også kaldet EEG-biofeedback) er en behandlingsmetode, hvor patientens egen hjerneaktivitet bruges til at træne selvregulering af hjernens funktioner. Metoden har vundet indpas inden for både psykiatri og neurologi som et potentielt supplement til traditionelle behandlinger. I neurofeedback registreres patientens EEG-signaler og der gives realtime feedback (f.eks. visuelle eller auditive stimuli) baseret på hjernens øjeblikkelige aktivitet, hvilket muliggør operant betingning af neurale mønstre[1]. Over tid kan hjernen derved lære at optimere sine egne bølgemønstre og forbedre reguleringen af arousal og opmærksomhedstilstande[1]. Denne artikel giver en videnskabeligt baseret oversigt over neurofeedback: hvordan det virker, hvilke kliniske anvendelser det har (herunder PTSD, ADHD, søvnforstyrrelser, angst, depression og hjerneskader), evidensgrundlaget for dets effektivitet samt dets begrænsninger og kritikpunkter.

Hvad er neurofeedback, og hvordan virker det?

Neurofeedback er en form for biofeedback, hvor man måler hjernens elektriske aktivitet og giver personen feedback på denne aktivitet i realtid[2]. Typisk placeres elektroder på hovedbunden for at aflede elektroencefalografi (EEG), og signalet opdeles i forskellige frekvensbånd (f.eks. delta, theta, alfa, beta, gamma), som hver afspejler bestemte bevidsthedstilstande[3]. Delta-bølger (<4 Hz) ses fx under dyb søvn, theta (4–8 Hz) under døsighed, alfa (8–13 Hz) under afslapning med vågen bevidsthed, beta (13–30 Hz) ved aktiv tænkning og fokuseret opmærksomhed, og gamma (>30 Hz) ved højere kognitive processer[3].

Under neurofeedback-træning præsenteres personen for en form for spil eller audiovisuel animation, der ændrer sig afhængigt af personens EEG-aktivitet[1]. Hvis hjernen udviser den ønskede ændring i aktivitet (f.eks. øget aktivitet i et bestemt frekvensbånd eller mindsket uønsket aktivitet), belønnes dette med en positiv feedback – eksempelvis at en figur på skærmen bevæger sig i den rigtige retning eller at en tone spiller[2][1]. Uønsket hjerneaktivitet kan omvendt medføre negativ feedback eller pausesignal. Gennem denne operante betingning lærer hjernen gradvist at fremme de mønstre, der forbindes med belønning, og hæmme de mønstre, der forbindes med fravær af belønning.

Den underliggende neurovidenskabelige mekanisme for neurofeedback knytter sig til hjernens plasticitet. Gentagen træning med feedback kan skabe varige ændringer i neuronale netværk og regulering af neurotransmission – hjernen ”trænes” simpelthen til at fungere mere optimalt. Studier har påvist, at neurofeedback kan ændre hjernens aktiveringsmønstre målt både på EEG (ændringer i fordelingen af frekvensbånd) og via funktionel MRI, hvilket understøtter at der sker en faktisk neuroplastisk tilpasning[4]. Disse ændringer i hjernens aktivitet korrelerer med kliniske forbedringer i en række funktioner, bl.a. motorisk kontrol, kognition, hukommelse, søvnkvalitet og stemningsleje[5]. Med andre ord: ved at udnytte hjernens evne til omformning (neuroplasticitet) kan man via neurofeedback træne personen i selv at regulere fx opmærksomhedsniveau, angstniveau eller vågenhed.

Kliniske anvendelser af neurofeedback

Neurofeedback anvendes klinisk i en række forskellige sammenhænge. I psykiatrien er metoden blevet udforsket til behandling af bl.a. opmærksomhedsforstyrrelser, angsttilstande, affektive lidelser og traumer. Inden for neurologi og rehabilitering af hjerneskader er neurofeedback afprøvet ved fx epilepsi, søvnforstyrrelser, postcommotionelt syndrom og kognitiv/motorisk genoptræning efter erhvervede hjerneskader. Nedenfor gennemgås nogle af de væsentligste anvendelsesområder og den tilhørende evidens.

ADHD

Opmærksomhedsforstyrrelsen ADHD er et af de mest undersøgte områder for neurofeedback. Personer med ADHD udviser ofte en atypisk EEG-profil karakteriseret ved relativt høj langsombølgeaktivitet (theta) og lav hurtig bølgeaktivitet (beta) i frontale områder, hvilket menes at hænge sammen med koncentrationsbesvær og impulsivitet[6]. En typisk neurofeedback-protokol ved ADHD sigter mod at nedbringe theta/beta-forholdet ved at belønne øget produktion af beta- eller sensorimotorisk rytme (SMR, ~12–15 Hz) og dæmpe excessiv theta-aktivitet[6]. Dette skal fremme en mere vågen og fokuseret hjernetilstand hos patienten.

Evidensen for neurofeedback ved ADHD er voksende, omend ikke entydig. Adskillige randomiserede kontrollerede forsøg (RCT) og et antal meta-analyser er udført. Overordnet finder mange studier moderate til betydelige forbedringer i kernesymptomer som opmærksomhed og hyperaktivitet[7], men der er også studier, som rapporterer mere beskedne effekter. En meta-analyse af 9 RCT-studier (i alt 620 børn med ADHD) fandt varierende resultater: Nogle undersøgelser viste, at neurofeedback gav bedre symptomkontrol end standard medicinsk behandling, mens andre kun fandt små forbedringer i forhold til kontrolgruppen[8]. Et konsistent fund på tværs af studier er dog, at neurofeedback praktisk talt ingen fysiologiske bivirkninger har[9]. Til sammenligning kan farmakologisk behandling med stimulanser give bivirkninger som søvnløshed, appetitløshed og emotionel fladhed[9]. Neurofeedback fremhæves derfor som et attraktivt alternativ eller supplement, især for patienter som ikke tåler medicin. Der er endvidere indikationer af, at træningseffekten kan være langvarig – opfølgende studier har vist bevarede symptomforbedringer i op til 12 måneder efter endt neurofeedback-forløb[7]. Samlet set betragtes neurofeedback som en lovende intervention ved ADHD, om end den ideelle protokol og dets præcise plads i behandlingsstrategien fortsat afklares i igangværende forskning[10].

Posttraumatisk stresslidelse (PTSD)

PTSD er kendetegnet ved gennemgribende forstyrrelser i arousal- og stressregulering, herunder hypervigilans, søvnforstyrrelser og affektlabilitet. Rationalet for at anvende neurofeedback ved PTSD er at hjælpe patienten med at genoprette en normaliseret regulering af autonom arousal og dermed øge tolerancen for traumeminder og triggere. Traumer kan medføre en vedvarende overaktivering af det limbiske system og hjernens alarmberedskab, hvilket ofte undergraver effekten af rent samtalebaserede terapier[11]. Første skridt i traumebehandling bør derfor være at dæmpe den frygt-drevne overarousal i nervesystemet, og her kan neurofeedback tjene som et parsimonisk og effektivt redskab[11][12]. Under neurofeedback-træning for PTSD fokuseres der typisk på at stabilisere aktiviteten i specifikke neurale netværk forbundet med emotionel overregulering. For eksempel anvendes ofte træning med elektroder på højre hjernehalvdel (fx over højre temporo-parietale område T4-P4), da overaktivering her er associeret med PTSD-symptomer; formålet er at fremme en tilstand af ro og kropslig tryghed[13][14]. Supplementært benyttes nogle gange alpha/theta-træning til at facilitere en dybt afslappet, men vågen tilstand, hvor traumeminder kan bearbejdes uden overvældende angst – dog først efter at hyperarousal er reduceret, for at undgå dissociative bivirkninger[15][16].

Den kliniske evidens for neurofeedback ved PTSD er lovende, om end feltet er relativt nyt. Trauma-eksperten Bessel van der Kolk har været fortaler for metoden og fremhævet neurofeedback som et potent middel til at forbedre selvregulering hos traumepatienter[12]. I 2016 publicerede van der Kolk og kolleger et randomiseret kontrolleret studie af neurofeedback til kronisk PTSD, hvor resultaterne var markante: Efter endt behandling opfyldte kun 27% af patienterne i neurofeedback-gruppen fortsat diagnosekriterierne for PTSD, imod 68% i venteliste-kontrolgruppen[17]. Desuden så man signifikant større forbedringer i affektregulering og reduktion af spændingsniveau hos neurofeedback-gruppen sammenlignet med kontrol[18]. Effektstørrelsen for symptomreduktion var på niveau med det, man ser ved de bedst virkende PTSD-behandlinger (såsom traumefokuseret psykoterapi)[19]. Disse fund tyder på, at neurofeedback kan være et værdifuldt supplement i PTSD-behandling – især for patienter, der ikke har haft tilstrækkeligt udbytte af eksponeringsterapi eller medicinsk behandling alene. Det skal dog understreges, at flere uafhængige studier er nødvendige for at bekræfte disse resultater og klarlægge de mekanistiske aspekter (f.eks. hvordan ændringer i alfa- og theta-aktivitet præcist relaterer sig til symptomlindring[20][21]).

Angstlidelser

Neurofeedback anvendes eksperimentelt ved forskellige angstlidelser, herunder generaliseret angst (GAD), panikangst og OCD. Formålet er at dæmpe uhensigtsmæssig overaktivitet i de neurale kredsløb, der medierer angstresponsen, og samtidig styrke aktiviteten i de beroligende/netværksbalancerende hjerneområder. I GAD har studier fx benyttet protokoller, der øger alfa-bølger i parietale områder for at fremkalde en mere afslappet vågen tilstand. Ét pilotstudie fandt, at træning i at øge alfa-aktiviteten over isselappen hos GAD-patienter førte til signifikant reduceret angstniveau (trait anxiety) samt en dæmpning af ledsagende depressive symptomer[22]. Teorien bag er, at forhøjet alfa-rytme afspejler øget indre ro og mindsker hypervigilans. Tilsvarende undersøges det, om neurofeedback kan hjælpe patienter med panik- eller tvangslidelser ved at normalisere dysfunktionelle hjernebølgemønstre, men hidtil er databaserne små. Overordnet set er neurofeedback ved angst stadig på et tidligt stadie evidensmæssigt. Foreløbige resultater peger på mulige kliniske gevinster, men større kontrollerede studier er påkrævet før metoden kan anbefales rutinemæssigt til angstlidelser.

Depression

Ved depression rettes neurofeedback typisk mod at ændre aktivitetsmønstre i frontallapperne. Et robust fund i depressionsforskningen er såkaldt frontal asymmetri i alfa-bølgeaktivitet: deprimerede patienter udviser ofte relativ hypoaktivitet i venstre præfrontale cortex sammenlignet med højre side, hvilket menes at korrelere med nedsat evne til at opleve positive emotioner (tilbagetrækning fremfor approach-adfærd)[23]. Neurofeedback-protokoller til depression sigter derfor mod at genoprette balancen mellem de frontale hemisfærers aktivitet. I praksis kan det indebære, at man belønner enten øget alfa- eller beta-aktivitet over den underaktive venstre frontallap, eller træner en dæmpning af overaktiviteten i højre frontallap, alt efter den valgte tilgang. Målet er at fremme et mere normalt affektivt spænd og dermed lette depressive symptomer.

Den empiriske evidens her er positiv, omend baseret på forholdsvis få studier indtil nu. En meta-analyse fra 2021 sammenfattede resultaterne af flere undersøgelser af EEG-neurofeedback mod depression og fandt en stor samlet effektstørrelse – svarende til en markant reduktion i depressionsgrad (g ≈ 0,91) hos behandlede patienter[23]. Denne effektstørrelse er lovende og indikerer, at neurofeedback potentielt kan give klinisk meningsfulde forbedringer ved depression. Baseret på disse data vurderede forfatterne, at neurofeedback kan anvendes som et supplement til gængs antidepressiv behandling eller i visse tilfælde som en selvstændig terapeutisk intervention[24]. De understregede dog samtidig, at forskning i neurofeedback ved depression endnu er i sin ungdom sammenlignet med f.eks. farmakologisk forskning[24]. Der er behov for flere RCT-studier af høj kvalitet for endeligt at fastslå, hvor stor en andel af patienter der har gavn af metoden, og hvordan den bedst integreres med øvrige behandlingsmodaliteter.

Søvnforstyrrelser

Neurofeedback er også blevet anvendt til behandling af søvnproblemer, særligt kronisk insomni. Idéen er her at regulere de hjernebølger, som relaterer sig til arousal og søvndybde, for derigennem at forbedre søvnkvaliteten. Et fokusområde er sensorimotor-rytmen (SMR) i EEG’et, da øget SMR-aktivitet (12–15 Hz) er forbundet med en tilstand af vågen, men afslappet ro, som fremmer indtræden af søvn. Træningsprotokoller ved insomni sigter ofte mod at øge SMR-bølger og/eller alfa-bølger, samtidig med at man dæmper højfrekvent beta-aktivitet sent på dagen. Klinisk har man observeret, at noget af det første, der forbedres ved neurofeedback-behandling af insomni, er patientens søvnmønster – de begynder at falde hurtigere i søvn og vågner mindre i løbet af natten[25]. Et studie beskrev eksempelvis, hvordan patienter der normalt skulle bruge omkring en time på at falde til ro, efter et forløb med neurofeedback kunne falde i søvn betydeligt hurtigere[26]. Sådanne resultater stammer primært fra pilotstudier og mindre åbne forsøg, men de er lovende. Neurofeedback fremstår som en attraktiv, non-farmakologisk tilgang til søvnforstyrrelser, der potentielt kan hjælpe patienter som ønsker at undgå eller supplere medicinsk søvnbehandling. Endnu mangler større placebokontrollerede studier for at dokumentere effekten entydigt, men den tilgængelige evidens antyder en reel positiv effekt på søvnregulering.

Hjerneskader og neurologisk rehabilitering

Inden for neurorehabilitering undersøges neurofeedback som et redskab til at afhjælpe kognitive og emotionelle følger efter hjerneskade. Både traumatiske hjerneskader (f.eks. hjernerystelse eller kontusionsskader efter ulykker) og apopleksi (slagtilfælde) kan give vedvarende symptomer som koncentrationsbesvær, træthed, irritabilitet, hukommelsesproblemer og nedsat eksekutivfunktion. Traditionelle genoptræningsforløb kombinerer ofte fysioterapi, ergoterapi og kognitiv træning, men nogle patienter oplever alligevel residualsymptomer. Her kan neurofeedback potentielt supplere ved specifikt at træne de neurale funktioner, der er svækkede.

Litteraturen på området omfatter primært kasuistikker og mindre ukontrollerede studier, men de rapporterer typisk om visse forbedringer hos hjerneskadede patienter efter neurofeedback-forløb. For eksempel har man set, at patienter med postcommotionelt syndrom efter hjernerystelse kan få reduceret forekomsten af hovedpine og forbedret opmærksomhedsspændvidde ved EEG-baseret træning. En gennemgang konkluderede, at selvom mere forskning er nødvendig, tyder de foreløbige resultater på, at neurofeedback “udviser lovende potentiale” for at afhjælpe visse kognitive følgevirkninger af traumatisk hjerneskade[27]. Blandt andet fandt man indikationer på forbedret koncentrationsevne, stabilisering af humør og øget motivation for deltagelse i genoptræning hos patienter, der fik neurofeedback som supplement[27].

I forbindelse med apopleksi (stroke) er neurofeedback ligeledes under udforskning. Her eksperimenteres der både med EEG-neurofeedback og med mere avancerede varianter (fx fMRI-baseret neurofeedback), der har til formål at genoprette funktionen i beskadigede motoriske kredsløb. Idéen er, at feedback fra hjernens motoriske områder under genoptræning kan forstærke neuroplasticiteten og dermed forbedre genoprettelsen af motorik. Foreløbige studier er få, men nogle tyder på, at kombinationen af konventionel fysioterapi og neurofeedback kan fremme bedringen af finmotorik og reducere pareser hurtigere end træning alene – dog er disse studier endnu i pilotfasen.

Et andet interessant neurologisk anvendelsesområde er epilepsi. Neurofeedback har historisk set sine rødder i epilepsibehandling: allerede i slutningen af 1960’erne demonstrerede Barry Sterman, at katte kunne trænes til at øge deres SMR-aktivitet, hvilket gjorde dem langt mere modstandsdygtige over for fremkaldte epileptiske anfald. Efterfølgende forsøg hos mennesker indikerede tilsvarende, at træning af sensorimotorisk rytme kan nedsætte anfaldsfrekvens hos patienter med epilepsi. I dag betragtes EEG-baseret neurofeedback som et muligt supplement ved medicinsk refraktær epilepsi. Omkring en tredjedel af epileptikere opnår ikke anfaldskontrol med medicin alene, og for denne gruppe kan neurofeedback være et alternativ, der værd at afprøve[28]. Træningen fokuserer typisk på at forøge SMR-bølger (12–15 Hz) og samtidig undertrykke langsomme bølger (4–7 Hz), da dette menes at stabilisere de thalamokortikale kredsløb involveret i krampeanfald[28]. Selvom ikke alle patienter responderer, viser flere studier en signifikant reduktion i anfald hos en undergruppe – nogle gange med 50% eller mere. Neurofeedback er således et fremspirende element i neurorehabilitering og neurologisk terapi, men metoden skal ses som komplementær: den indsættes typisk i et tværfagligt behandlingsprogram og kræver nøje monitorering af fremskridt.

Evidensgrundlag og anbefalinger

På tværs af de ovennævnte anvendelsesområder er der efterhånden opbygget en betydelig mængde forskning i neurofeedback. Over 2000 videnskabelige publikationer om emnet findes nu i litteraturen[29], dækkende alt fra case-studier til randomiserede forsøg. Evidensen er overordnet set opmuntrende med hensyn til neurofeedbacks potentiale, men den er også heterogen. I flere meta-analyser (f.eks. inden for ADHD og depression) rapporteres moderate til store effektstørrelser, hvilket indikerer reelle kliniske forbedringer[7][23]. Samtidig påpeger kritiske gennemgange, at mange studier lider under metodologiske begrænsninger (små stikprøver, mangelfuld blinding, variation i protokoller), og at de positive fund derfor skal tolkes med forsigtighed[30].

Fagfolk er delte i deres anbefalinger: Nogle pionerer, som van der Kolk inden for traumeområdet, anbefaler neurofeedback som et værdifuldt redskab i behandlingsarsenalet baseret på de foreliggende resultater[12]. Ligeledes har internationale sammenslutninger af biofeedback-specialister argumenteret for neurofeedback som evidensbaseret ved fx ADHD (hvor det af enkelte er blevet klassificeret som “Level 1 – Best Support” i behandlingsguidelines). Omvendt er mange konventionelle kliniske retningslinjer fortsat tilbageholdende med at anbefale neurofeedback bredt, ofte med henvisning til at evidensen endnu ikke er tilstrækkeligt konklusiv. Aktuelt synes konsensus at være, at neurofeedback kan overvejes som supplement til standardbehandling i udvalgte tilfælde – især hvor patienten ikke tåler eller har tilstrækkeligt udbytte af medicin/terapi alene – men at det ikke bør erstatte velafprøvede behandlinger som førstevalg.

Et vigtigt skridt mod bredere accept af neurofeedback i klinisk praksis er standardisering og yderligere forskning. Fagfælle-litteraturen efterlyser større, velkontrollerede studier, der kan bekræfte effekten under stringente betingelser[10]. Ligeledes arbejdes der på at etablere konsensus om protokoller (hvilke frekvenser og træningsparadigmer der skal anvendes ved specifikke diagnoser) for at reducere variationen mellem studier[31]. Med andre ord befinder neurofeedback sig i spændingsfeltet mellem at være “lovende” og “eksperimentel” – og det præcise evidensniveau bliver kontinuerligt opdateret i takt med nye forskningsresultater.

Konklusion

Neurofeedback repræsenterer en innovativ og fascinerende tilgang, der bygger bro mellem neurovidenskab og klinisk behandling. Metoden udnytter hjernens egen plasticitet og evne til at lære af feedback, og den tilbyder en unik mulighed for at “spejle” hjernens funktion tilbage til patienten i realtid. I løbet af de seneste par årtier har neurofeedback fundet anvendelse inden for en bred vifte af områder – fra ADHD hos børn til PTSD hos traumatiserede voksne, fra kronisk insomni til rehabilitering efter hjerneskader. For mange af disse tilstande rapporteres lovende resultater, især når neurofeedback integreres som led i et helhedsorienteret behandlingsforløb.

Samtidig er det klart, at neurofeedback endnu ikke er en fuldt ud mainstream evidensbaseret behandling på linje med fx medicinske terapier eller manualiseret psykoterapi. De foreliggende studier varierer i kvalitet, og der er behov for fortsat forskning for at besvare åbne spørgsmål om optimale protokoller, virkningsmekanismer og langtidseffekter. For sundhedsprofessionelle er det vigtigt at have et nøgternt perspektiv: Neurofeedback kan være et værdifuldt redskab i arsenalet, især for patienter der efterspørger non-farmakologiske interventioner eller hvor konventionelle tiltag ikke rækker. Men metoden bør anvendes med omtanke, informeret samtykke og realistiske forventninger.

Som fagområde bevæger neurofeedback sig fremad med hastige skridt. Nye teknologiske fremskridt (f.eks. mere præcis hjerneskanning og brain-computer interfaces) lover at udvide mulighederne for individualiseret neurofeedback-træning. Samtidig arbejder forskningsmiljøerne på at konsolidere evidensen og udforme klare kliniske retningslinjer. Indtil da bør neurofeedback betragtes som et supplement til – og ikke en erstatning for – etablerede terapier. Med en seriøs, evidensorienteret tilgang kan neurofeedback berige den terapeutiske værktøjskasse og bidrage til at forbedre livskvaliteten for patienter med komplekse neuropsykiatriske udfordringer.

Referencer:
[2] Marzbani et al., Neurofeedback: A Comprehensive Review…, Basic Clin Neurosci. (2016) – Definition af neurofeedback som biofeedback baseret på EEG.
[17][19] van der Kolk et al., A Randomized Controlled Study of Neurofeedback for Chronic PTSD, PLOS One (2016) – RCT der demonstrerer symptomreduktion ved PTSD efter neurofeedback (van der Kolk et al.).
[4][5] van der Kolk et al. (2016) – Beskrivelse af mekanismen: operant betingning kan omforme EEG-mønstre; korrelation mellem EEG-ændringer og funktionelle forbedringer.
[7] Zuber et al., Neurofeedback and ADHD: a review…, Egypt J Neurol Psychiatr Neurosurg (2023) – Resultater: effektstørrelser ved ADHD, langtidseffekt og få bivirkninger.
[8][9] Zuber et al. (2023) – Meta-analyse af 9 RCT for ADHD (blandede resultater) samt bemærkning om manglende bivirkninger ved NF kontra medicin.
[31] Zuber et al. (2023) – Konklusion: NF er lovende men kræver standardisering, cost-effectiveness og mere forskning.
[11] Kirk & Deleniv (2022), Infra-Low Frequency Neurofeedback for Trauma Recovery, Frontiers Hum Neurosci – Argument for at kognitiv terapi er ineffektiv indtil hjernens dysregulering er adresseret; NF som redskab til at dæmpe over-arousal.
[13][14] Kirk & Deleniv (2022) – Beskrivelse af protokol for traumebehandling med NF (ILF-træning med højre-hjerne fokus for beroligelse).
[12] Kirk & Deleniv (2022) – Citat: “Neurofeedback has proven to be superior to ‘evidence-based’ PTSD treatment…” (framing af van der Kolk 2014).
[23][24] Barlas, Meta-Analysis of the Effect of Neurofeedback on Depression, NeuroRegulation (2021) – Meta-analyse fund: stor effektstørrelse på depression; NF som supplement/alternativ, men behov for mere forskning.
[22] Barlas (2021) – Reference til Hou et al. 2021: NF-træning (alfa) mindsker angst og depression ved GAD.
[33] Marzbani et al. (2016) – Noter om at NF ikke er dækket af mange forsikringer og er bekosteligt.
[25][26] Marzbani et al. (2016) – Anvendelse ved insomni: NF forbedrer søvnmønster, eksempel på fald i indsovningstid.
[28] Marzbani et al. (2016) – Neurofeedback som alternativ ved farmakoresistent epilepsi (træning af SMR, dæmpning af theta).
[27] Gray et al., Neurofeedback for the treatment of TBI symptoms, Med Acupunct. (2017) – Konklusion: NF viser foreløbigt potentiale ved TBI (bedre opmærksomhed, humør, mindfulness), dog behov for mere forskning.
[30] Marzbani et al. (2016) – Neurofeedbacks pros/cons: non-invasiv men mangelfuld evidens; dyr, tidskrævende, ikke langvarig effekt ifølge forfatterne.
[1] Marzbani et al. (2016) – Forklaring af NF-proceduren: registrering af EEG, feedback-loop og bevidst kontrol af hjernebølger.
[3] Marzbani et al. (2016) – Beskrivelse af forskellige EEG-frekvensbånd og deres karakteristika.
[34] van der Kolk et al. (2016) – Notits: trods mange studier (2000+ publikationer) er der fortsat tvivl om klinisk nytteværdi og videnskabelig stringens af NF.

 

[1] [2] [3] [25] [26] [28] [30] [32] [33] Neurofeedback: A Comprehensive Review on System Design, Methodology and Clinical Applications – PMC

https://pmc.ncbi.nlm.nih.gov/articles/PMC4892319/

[4] [5] [17] [18] [19] [20] [21] [29] [34] A Randomized Controlled Study of Neurofeedback for Chronic PTSD | PLOS One

https://journals.plos.org/plosone/article?id=10.1371/journal.pone.0166752

[6] [7] [8] [9] [10] [31] Neurofeedback and attention-deficit/hyperactivity disorder: a review on the potential and challenges | The Egyptian Journal of Neurology, Psychiatry and Neurosurgery | Full Text

https://ejnpn.springeropen.com/articles/10.1186/s41983-025-00999-w

[11] [12] [13] [14] [15] [16] Frontiers | Infra Low Frequency Neurofeedback Training for Trauma Recovery: A Case Report

https://www.frontiersin.org/journals/human-neuroscience/articles/10.3389/fnhum.2022.905823/full

[22] [23] [24] A Meta-Analysis of the Effect of Neurofeedback on Depression | NeuroRegulation

https://www.neuroregulation.org/article/view/21482

[27] An Overview of the Use of Neurofeedback Biofeedback for the Treatment of Symptoms of Traumatic Brain Injury in Military and Civilian Populations – PMC

https://pmc.ncbi.nlm.nih.gov/articles/PMC5580369/