Barndomstraumer – især gentagne eller langvarige overgreb og svigt i barndommen – kan sætte dybe spor langt ind i voksenlivet. Mange mennesker, der har været udsat for alvorlige traumer i opvæksten, oplever et komplekst symptombillede kendt som kompleks PTSD (C-PTSD). Denne diagnose, som nu er anerkendt i Verdenssundhedsorganisationens ICD-11, omfatter de klassiske PTSD-symptomer (såsom genoplevelser, undgåelsesadfærd og alarmberedskab) samt vedvarende forstyrrelser i personlighedsfunktionen[1]. Med andre ord kæmper den ramte ikke kun med flashbacks og mareridt, men også med emotionel dysregulering, et negativt selvbillede præget af skyld og skam, samt vanskeligheder i relationer – fx problemer med at fastholde nære relationer og føle sig tryg hos andre[1]. I det følgende dykker vi ned i, hvordan tidlige traumer påvirker psyken og kroppen på lang sigt. Vi trækker på den nyeste forskning – både internationalt (bl.a. pionerer som Bessel van der Kolk og Bruce Perry) og nyere skandinaviske studier – for at forstå neurobiologien bag traumer, effekterne på tilknytning, følelsesregulering, sociale relationer og fysisk helbred. Artiklen er skrevet i et lettilgængeligt sprog med fokus på dig som klient, men underbygget af solid faglig viden og referencer.

Neurobiologi: Traumer og hjernens udvikling

Hjernens udvikling følger et “nedenfra-og-op”-princip. Basale funktioner (f.eks. stress-respons, søvn, puls) styres af de nederste og ældste dele af hjernen (hjernestamme og midthjerne). Højere følelsesmæssige og kognitive processer (tilknytning, emotioner, abstrakt tænkning) involverer de nyere strukturer (det limbiske system og cortex). Tidlige traumer kan forstyrre udviklingen af hjernens systemer og balancen mellem “alarmcentral” og “kontrolcenter”.

Tidlige vedvarende traumer kan ændre den biologiske udvikling af barnets hjerne. Forskning i udviklingstraumer, bl.a. ved neuropsykiater Bruce D. Perry, viser at børn der oplever uforudsigelig, ukontrollérbar stress (såsom vold eller overgreb i hjemmet) får forstyrret hjernens normale modningsproces[2]. Under gentagne traumer forbliver barnet i alarmberedskab: hjernens instinktsystem (den “lavere” del af hjernen) aktiveres konstant med kamp-flugt-frys reaktioner. Overlevelseshjernen bliver overaktiv, mens de områder der normalt dæmper stress og muliggør refleksion, har svært ved at udvikle sig optimalt. En sådan kronisk alarmtilstand betyder, at hjernen oversvømmes af stresshormoner som adrenalin og kortisol over længere tid[3]. Studier peger på, at dette fører til en skæv udvikling af vigtige hjernestrukturer: amygdala (hjernens “røgalarm” for fare) bliver overfølsom, mens f.eks. hippocampus (vigtig for hukommelse og følelsesregulering) hæmmes[4][5]. Over tid kan hele systemet, der balancerer fare-signaler (amygdala) og rationel vurdering (pandelapperne via thalamus), komme ud af kontrol, så hjernen overproducerer stresshormoner ved selv små triggere[5]. Med andre ord “omkodes” den udviklende hjerne af traumet til konstant at forvente fare – barnet lærer at overleve fremfor at trives.

Neurobiologisk kan disse forandringer forklare mange senfølger. Bessel van der Kolk, en af de førende traumeforskere, beskriver hvordan traumatiserede mennesker ofte reagerer pr. refleks fremfor med bevidst eftertanke – “traumet kommer tilbage som en reaktion, ikke blot et minde” har han udtalt. Det vil sige, at selv længe efter at faren reelt er væk, kan kroppen og de dybere hjernestrukturer stadig reagere, som om man var i akut livsfare. Traume-eksperter kalder dette for “toxisk stress”, når barnets system konstant er stresset. Toksisk stress kan forstyrre udviklingen af hjernen og immunsystemet og ændre hvordan kroppen regulerer stresshormoner[6]. Denne langvarige biologiske påvirkning kan gøre det svært for personen at koncentrere sig, træffe beslutninger og lære nye ting senere i livet[6]. Samtidig kan tidlige traumer “låse” hjernen i et følelsesmæssigt alarmberedskab, hvor selv små udfordringer udløser voldsomme reaktioner. Man kan sige, at hjernen har lært at overleve kaos ved altid at være på vagt – men denne tilpasning bliver uhensigtsmæssig i et normalt voksenliv.

Fysiske helbredsproblemer efter traumer

At psyken og kroppen hænger sammen, bliver tydeligt når man ser på de fysiske langtidskonsekvenser af barndomstraumer. Undersøgelser har slået fast, at det vi udsættes for i barndommen, påvirker vores helbred i voksenlivet[7]. Faktisk betragtes barndomstraumer i dag som et folkesundhedsproblem, fordi de øger risikoen for en lang række sygdomme. En stor amerikansk befolkningsundersøgelse om Adverse Childhood Experiences (ACE) viste, at mennesker med mange negative barndomsoplevelser har markant øget risiko for kroniske sygdomme som hjerte-kar-sygdom, lungesygdom, diabetes, autoimmune lidelser – ja endda forkortet levetid[8]. F.eks. estimerede man, at personer der havde oplevet 6 eller flere former for barndomstraumer kunne forkorte deres liv med op til 20 år sammenlignet med dem uden traumer[8]. Mekanismen bag dette handler bl.a. om den omtalte toksiske stress: Når stress-systemet står på “on” hele tiden, påvirker det blodtryk, inflammation og immunsystem negativt, hvilket gør kroppen mere sårbar over for sygdom.

Mange traumatiserede oplever også uforklarlige fysiske symptomer eller smertetilstande. Forskning fra Norge tyder på en tæt sammenhæng mellem barndomstraumer og kroniske smerter. En nyere norsk oversigtsartikel noterer, at barndomstraumer kan være en vigtig underliggende faktor når unge udvikler langvarige smerte-syndromer[9]. Blandt unge patienter med kroniske smerter har cirka en tredjedel posttraumatiske stressymptomer af klinisk betydning – ofte som følge af vold, overgreb eller tab af nære personer i deres fortid[10]. Desuden fandt studierne, at traumatiserede patienter typisk rapporterer større smerteintensitet og lavere funktionsniveau end andre med kroniske smerter[11]. Traumer kan altså skrue op for kroppens smertesignaler og samtidig gøre kroppen mindre modtagelig for behandling; nogle studier viser, at patienter med traumebaggrund har dårligere effekt af visse smertebehandlinger[11]. Som Bessel van der Kolk populært har formuleret det: “Kroppen holder regnskab” (“The Body Keeps the Score”) – traumet sætter sig i kroppen i form af kronisk stress, spændinger, smerter og helbredsproblemer, selv længe efter at den oprindelige fare er ovre. Det er vigtigt at forstå disse fysiske senfølger, så man som klient ikke føler sig “skør” over at have ondt alle mulige steder: det er en naturlig reaktion på unormalt belastende oplevelser i opvæksten.

Tilknytning og sociale relationer

Traumer i barndommen – især når de indebærer omsorgssvigt eller overgreb fra ens primære omsorgspersoner – kan fundamentalt forme måden, man indgår i relationer på. Et barn er biologisk programmeret til at søge tryghed hos sine forældre; når denne tryghed brydes af vold, misbrug eller svigt, skaber det en dyb indre konflikt. Forskning i tilknytning viser, at tidlige negative eller traumatiske oplevelser kan føre til utrygge tilknytningsmønstre eller sågar desorganiseret tilknytning[12]. I praksis betyder det, at den voksne overlever af barndomstraumer ofte kan have svært ved at føle sig sikker i nære relationer. Nogle udvikler en undvigende tilknytning – de holder følelsesmæssig afstand, har svært ved at stole på andre og regulerer ubevidst ned for egne behov for nærhed, fordi nærhed blev forbundet med smerte tidligere. Andre får en ængstelig/ambivalent tilknytning, hvor de tørster efter kærlighed men samtidig frygter at blive forladt, og derfor kan virke klæbende eller ekstra sårbare over for afvisning. I værste fald – især ved gentagne overgreb fra dem, der skulle give omsorg – opstår en desorganiseret tilknytning, hvor man hverken kan nærme sig eller trække sig: man længes efter tryghed, men tryghed er lig med fare.

Den neurobiologiske forklaring på disse mønstre hænger sammen med stress-systemet beskrevet ovenfor. Et barn, der oplever omsorgspersonen som både tryg base og kilde til frygt, udvikler inkonsistente strategier for at navigere i sociale situationer[12]. Ofte ser man, at traumatiserede børn kan være hyper-opmærksomme på voksnes signaler – de har skullet aflæse stemninger for at undgå farlige situationer – hvilket i voksenlivet kan vise sig som overdreven vagtsomhed eller mistillid, selv overfor mennesker der egentlig vil dem det godt. Omvendt kan nogle ende i en destruktiv gentagelse, hvor de (ubevidst) opsøger relationer der ligner det kendte kaos fra barndommen, fordi deres indre “kort” over hvad kærlighed er, er forbundet med drama eller smerte. Uanset mønsteret lider den traumatiserede ofte under en indre følelse af alenehed. Man kan længes efter kontakt, men samtidig føle sig isoleret og anderledes end andre. Det sociale samspil er blevet svært, fordi de grundlæggende tillidsbånd blev brudt tidligt. Her er det værd at nævne, at Bessel van der Kolk fremhæver betydningen af tilknytning i helingsprocessen: At genopbygge en følelse af tillid og tryg relation (fx til en terapeut eller en nær ven) er ofte første skridt til at hele de gamle tilknytningssår.

Følelsesregulering og selvbillede

En af de mest udfordrende senfølger ved komplekse barndomstraumer er problemer med at regulere følelser og det forvrængede selvbillede, der kan følge med. Personer med kompleks PTSD beskriver tit, at de følelsesmæssigt kører “tog uden bremser” – enten kan de blive overvældet af intense følelser af vrede, frygt eller panik, eller de “fryser” og dissocierer (bliver følelsesløse, afkoblet fra sig selv)[13]. Disse reaktioner stammer fra et nervesystem, der blev trænet op under traumerne til at håndtere ekstreme belastninger: Enten kæmp eller flygt (hvilket giver sig udslag i eksplosive vredesudbrud, angststorme osv.), eller spil død (hvilket viser sig som følelseslammelse, tomhed, afstandstagen)[3][14]. Mange traumatiserede pendulerer også mellem de to poler. Psykiater Bessel van der Kolk beskriver det således: “Virkeligheden er, at når man er traumatiseret, kan man være en svær person at omgås – for man kan pludselig blive rasende, eller pludselig lukke helt ned”[15]. Disse uforudsigelige følelsesudsving kan belaste både én selv og ens omgivelser. Ofte følger der en enorm skam og selvbebrejdelse med bagefter: Man forstår ikke, hvorfor man “ikke bare kan slappe af” eller hvorfor man reagerede så voldsomt, og man føler sig forkert. Van der Kolk pointerer netop, at det at leve med disse reaktioner indeni er endnu sværere end det er for omgivelserne at håndtere – fordi man mister tilliden til sig selv og sine egne følelser[15].

Et andet gennemgående tema er et dybt forankret negativt selvbillede. Børn, der udsættes for gentagne traumer, konkluderer ubevidst, at der må være “noget galt med mig”, siden de bliver behandlet ondt. Denne grundlæggende følelse af værdiløshed eller skam kan følge med ind i voksenlivet som en del af kompleks PTSD[1]. Mange slås med vedvarende skyldfølelse – selv om de intellektuelt ved, at de ikke var skyld i overgrebene, kan de dybt inde føle skam over “at være til” eller føle, at de på en eller anden måde er beskidte eller ødelagte. Dette negative selvbillede hænger tæt sammen med følelsesregulering: Hvis man dybest set føler sig uværdig til kærlighed, bliver det sværere at trøste sig selv eller søge hjælp hos andre, når man har det svært. I stedet for at berolige sig selv med “jeg er okay, jeg skal nok komme igennem dette”, forfalder man måske til selvkritik eller selvdestruktiv adfærd. Forskning indikerer da også, at kompleks PTSD har overlap med nogle personlighedsforstyrrelses-træk netop på disse punkter – fx ser man samme slags intense følelsesudsving og selvkritik hos mennesker med borderline personlighedsforstyrrelse[16][1]. Det er vigtigt at understrege, at disse symptomer ikke handler om en “dårlig personlighed” eller svaghed hos personen, men er direkte følgevirkninger af de psykiske skader, traumet har efterladt. Hjernen og psyken gjorde hvad de kunne for at overleve under ekstreme forhold, og prisen blev desværre problemer med at regulere følelser og selvværd bagefter. Den gode nyhed er, at hjernen heldigvis besidder plastificitet – dvs. evnen til gradvist at lære nye måder at reagere på – hvilket er kernen i terapeutisk behandling af disse senfølger.

Behandling og veje til heling

Selvom kompleks PTSD kan lyde overvældende, er der håb: Der findes i dag flere effektive behandlingsmetoder, og forskningen udvikler hele tiden nye tilgange til at hjælpe mennesker med traumehistorie. Behandling af senfølger efter barndomstraumer kræver typisk en specialiseret, faseopdelt indsats. Første fase handler om stabilisering og tryghed: Klienten hjælpes til at genopbygge en følelse af sikkerhed, lærer grundlæggende færdigheder i følelsesregulering og håndtering af flashbacks, og får opbygget en tillidsfuld relation til terapeuten. Uden dette fundament kan man ikke arbejde med de dybe traumer – man siger nogle gange, at man først skal have “værktøjer i kassen” og nok indre stabilitet, før man “åbner Pandoras æske”. Næste fase er så traumebearbejdning: Her arbejder man gradvist med at konfrontere og integrere de traumatiske minder, i et tempo hvor klienten fortsat føler sig nogenlunde sikker. Dette kan ske gennem forskellige terapiformer, fx traumefokuseret kognitiv adfærdsterapi, EMDR (Eye Movement Desensitization and Reprocessing) eller kropsorienterede terapier. En anerkendt traumeekspert, Bruce Perry, understreger at genoprettelse af kropslig ro er afgørende – mange klienter har gavn af metoder som mindfulness, åndedrætsøvelser eller yoga for at genoprette forbindelsen til kroppen og signalere til nervesystemet, at faren er ovre.

Nyere behandlingsforskning giver også grund til optimisme. Et banebrydende studie i Tyskland af professor Martin Bohus har udviklet en særlig tilpasning af dialektisk adfærdsterapi til kompleks PTSD (DBT-PTSD), som i et randomiseret forsøg viste markant bedre resultater end traditionel traumeterapi[17]. Denne tilgang kombinerer intensiv færdighedstræning i følelsesregulering (fra DBT, der oprindeligt er udviklet til borderline-problematikker) med skånsom traumebearbejdning, og studiet viste bl.a. reduktion i PTSD-symptomer, selvskadende adfærd og depression hos deltagerne[17]. I Norge er man allerede begyndt at implementere DBT-PTSD i nogle klinikker, med lovende erfaringer[18]. Også i Skandinavien ser vi fokus på helhedsorienteret traumebehandling inspireret af den nyeste forskning. Eksempelvis har psykolog Lundberg og kolleger (fra Sverige) beskrevet en integrativ tilgang, der betoner både det neurobiologiske, psykologiske og sociale aspekt i behandlingen. Denne Lundbergs tilgang har som omdrejningspunkt at skabe trygge relationer (terapeutisk alliance), arbejde med kropslige sansninger og stabilisering, inden man går dybere ned i traumeminderne – således at hele personen (både krop og sind) inddrages i helingsprocessen.

Afslutningsvis er det vigtigt at sige: Man kan komme sig efter barndomstraumer. Selvom arrene – både de psykiske og fysiske – kan være dybe, viser forskningen, at hjernen og kroppen kan hele og genlære sundere mønstre gennem målrettet indsats[6]. Mennesker som Bessel van der Kolk og Bruce Perry har gennem årtiers arbejde med traumatiserede patienter set utallige eksempler på, at selv de mest plagede sjæle kan genvinde livsglæden. Heling er en gradvis proces: Først forstår man, at reaktionerne giver mening ud fra ens historie (man er ikke “skør” eller alene om det her), dernæst lærer man nye strategier og får nye erfaringer af tryghed, og langsomt begynder fortidens spøgelser at fylde mindre. Hvis du eller en du kender kæmper med senfølger af barndomstraumer, er budskabet derfor: Der er hjælp at få, og du fortjener at få det bedre. Med den rette støtte, terapi og tålmodighed er det muligt at genfinde sig selv – ikke kun som en overlever af fortiden, men som et helt menneske med mulighed for at trives i nutiden.

Af aut. Psykolog Jesper Lundberg

Referencer: Den viden, der præsenteres i denne artikel, er baseret på den nyeste forskning og ekspertise på området. Blandt de kilder og forskere, der er refereret til, kan nævnes: Bessel A. van der Kolk (psykiater og forsker, forfatter til “The Body Keeps the Score”), Bruce D. Perry (børnepsykiater og hjerneforsker, kendt for Neurosequential Model), nyere skandinaviske studier om traumer (fx norske kliniske studier omtalt i Tidsskrift for Norsk Psykologforening og rapporter fra NKVTS), samt WHO’s diagnostiske retningslinjer for kompleks PTSD i ICD-11. Disse kilder er angivet løbende i teksten for den interesserede læser. Sammenfattende peger alle på det samme: Barndomstraumer kan påvirke et menneske dybt og bredt, men med viden, forståelse og den rigtige hjælp kan følgerne tackles, og det er muligt at genvinde kontrollen over sit liv.

[1][7][19][12][2][4][5][3][6][20][10][11][15][17]

[1] [16] Forskelle og ligheder ved kompleks PTSD og personlighedsforstyrrelse | Ugeskriftet.dk

https://ugeskriftet.dk/videnskab/forskelle-og-ligheder-ved-kompleks-ptsd-og-personlighedsforstyrrelse

[2] [3] [4] [5] [14] Bruce Perry, M.D., Ph.D. – Trauma and Development

https://traumainformation.wordpress.com/bruce-perry-md/

[6] [8] [20] About Adverse Childhood Experiences | Adverse Childhood Experiences (ACEs) | CDC

https://www.cdc.gov/aces/about/index.html

[7] [19] Barndomstraumer er et folkehelseproblem – Senja kommune

https://www.senja.kommune.no/aktuelt/barndomstraumer-er-et-folkehelseproblem.12824.aspx

[9] [10] [11] Barndomstraumer og langvarige smerter hos barn, ungdom og unge voksne

https://www.psykologtidsskriftet.no/artikkel/2024as11ae-Barndomstraumer-og-langvarige-smerter-hos-barn-ungdom-og-unge-voksne

[12] Psychobiology of Attachment and Trauma—Some General Remarks From a Clinical Perspective – PMC