Når man fungerer, men ikke føler sig levende
Om fremmedgørelse, tomhed og tabet af kontakt
Man kan godt få hverdagen til at fungere uden egentlig at føle sig levende. Man står op. Går på arbejde. Svarer på beskeder. Klarer sine aftaler. Handler ind. Træner måske. Betaler regninger. Får tingene til at hænge sammen. Udefra kan det hele se ganske velfungerende ud. Men indeni kan der være en anden oplevelse. En afstand. En fladhed. En fornemmelse af, at man er til stede i sit eget liv, men ikke rigtig er i kontakt med det.
Det er ikke altid let at sætte ord på. For der er måske ikke noget åbenlyst galt. Man kan ikke nødvendigvis pege på én stor krise. Alligevel kan man have en oplevelse af, at livet har mistet noget af sin klang. Den tyske sociolog Hartmut Rosa kalder dette for fremmedgørelse. Det er resonansens modsætning. Hvor resonans handler om genklang, kontakt og følelsen af, at verden svarer, handler fremmedgørelse om, at verden bliver tavs.
Når livet bliver noget, man administrerer
Fremmedgørelse betyder ikke nødvendigvis, at man hader sit liv. Det kan være mere stille end det. Det kan vise sig som en oplevelse af, at livet er blevet noget, man administrerer. Kalenderen skal gå op. Opgaverne skal løses. Kroppen skal holdes i gang. Relationer skal passes. Hjemmet skal fungere. Man skal være ansvarlig, fleksibel, sund, effektiv og nogenlunde tilgængelig. På overfladen kan det ligne et almindeligt voksent liv. Men hvis der ikke længere er kontakt, mening eller genklang, kan hverdagen efterhånden komme til at føles som et system, man holder kørende, mere end et liv, man deltager i.
Det er en meget moderne erfaring. Ikke nødvendigvis dramatisk. Men ofte dybt udmattende.
Kroppen kan også blive fremmed
Et tydeligt eksempel er forholdet til kroppen. Mange mennesker arbejder med deres krop. De træner, spiser sundt, går til behandling, tracker søvn, måler puls, tæller skridt og forsøger at optimere. Alt det kan være hjælpsomt. Men kroppen kan også blive et projekt, man konstant skal forbedre. Så mærker man den ikke som et hjem, men som en opgave. Den skal præstere. Den skal se ud på en bestemt måde. Den skal makke ret. Den skal sove, restituere, levere, tabe sig, holde sig stærk og være rolig på kommando.
Når kroppen på den måde primært bliver noget, vi styrer, vurderer og kontrollerer, kan vi miste kontakten til den som levende erfaring. Vi kan komme til at spørge: Hvordan performer min krop? Men glemme at spørge: Hvordan bor jeg i min krop?
Arbejdet uden genklang
Det samme kan ske på arbejdet. Et arbejde kan være meningsfuldt, vigtigt og levende. Det kan give faglig stolthed, retning og kontakt med andre mennesker. Men arbejde kan også miste sin resonans. Så bliver arbejdsdagen en række opgaver, møder, mails og krav, der skal håndteres. Man gør det, man skal. Man er måske dygtig. Man leverer. Men man mærker ikke længere forbindelsen til det, man gør. Man kan sidde i et møde og tænke: Hvad laver jeg egentlig her? Man kan løse opgaver uden at føle, at de betyder noget. Man kan være omgivet af kolleger og alligevel føle sig alene. Det betyder ikke nødvendigvis, at man skal skifte arbejde. Men det kan være et vigtigt signal om, at noget i ens forhold til arbejdet er blevet stumt.
Relationer kan også blive tavse
Fremmedgørelse kan også finde sted i relationer. Man kan have mennesker omkring sig og stadig føle sig udenfor. Man kan tale meget sammen uden egentlig at mødes. Man kan spise middag, planlægge praktiske ting, sende beskeder og holde kontakten ved lige — men uden at mærke den levende forbindelse. Måske bliver samtalerne funktionelle. Hvem henter? Hvornår kommer du? Hvad skal vi spise? Har du svaret på den mail? Det praktiske er nødvendigt. Men hvis relationer kun bliver praktiske, mister de efterhånden noget af deres varme.
Resonans kræver ikke store, dybe samtaler hele tiden. Men den kræver øjeblikke, hvor vi faktisk føler os berørt af hinanden. Hvor noget lander. Hvor noget bliver hørt. Hvor der er mere end udveksling af information.
Den stille tomhed
Fremmedgørelse kan nogle gange forveksles med dovenskab, utaknemmelighed eller manglende disciplin. Men ofte handler det om noget andet. Det handler om, at kontakten er blevet svag. Man kan godt have et liv, man burde være tilfreds med, og stadig mærke en stille tomhed. Det betyder ikke, at man er forkert. Det betyder heller ikke nødvendigvis, at hele livet skal laves om. Men det kan være en invitation til at lytte mere præcist. Hvor er livet blevet mekanisk? Hvor er jeg holdt op med at blive berørt? Hvor gør jeg bare tingene, fordi de skal gøres? Hvor er der stadig små glimt af genklang?
Små veje tilbage
Når man føler sig fremmedgjort, kan det være fristende at tænke i store løsninger. Jeg skal sige mit job op. Jeg skal flytte. Jeg skal lave hele mit liv om. Nogle gange skal der selvfølgelig større forandringer til. Men ofte begynder vejen tilbage et mindre sted. Med at mærke kroppen igen uden straks at vurdere den. Med at gå en tur uden at optimere skridttallet. Med at have en samtale, hvor man ikke kun informerer, men faktisk deler noget. Med at lægge mærke til, hvilke opgaver der stadig har mening. Med at opsøge steder, mennesker og aktiviteter, hvor man mærker lidt mere liv.
Det handler ikke om at presse resonans frem. Det handler om at skabe betingelser for, at noget igen kan svare.
Når man begynder at lytte
Fremmedgørelse er ikke nødvendigvis et tegn på, at man har fejlet. Det kan være et tegn på, at man har levet for længe på afstand af det, der egentlig betyder noget. Måske har man fungeret længe. Måske har man været stærk længe. Måske har man holdt sammen på meget. Men et menneske har ikke kun brug for at fungere. Vi har brug for kontakt. Vi har brug for genklang. Vi har brug for at mærke, at verden stadig kan nå os. Og at vi stadig kan svare tilbage.
Næste blogindlæg i serien
Dette blogindlæg er en del af en lille serie om resonans, mening og det moderne menneskes forhold til verden. I næste artikel handler det om tempo. For hvorfor er der så mange mennesker, der mister kontakten med sig selv, selvom de gør så meget for at følge med?
